Gør det selv marketing – Sociale medier

Share This

Gør det selv marketing – Sociale medier

De er over det hele. Vi er omgivet af dem og vi kan ikke åbne en avis, hjemmeside eller magasin uden at læse om de sociale medier. Kongen over dem alle – lige nu – er Facebook. Omkring en milliard brugere på verdensplan og ikke mindre end 2,8 millioner i Danmark, svarende til knap 52 % af befolkningen, har en Facebook profil. Du kan med andre ord synes en hel masse både positivt og negativt, men Facebook er ikke til at komme uden om.

Men som med mange for ikke at sige alle nye medier, så har visse virksomheder en evne til blot at behandle dem som endnu en kanal til at sprede budskabet i form af tilbud, tilbud og tilbud. Og det giver sig selv, at med et socialt medie, så går den ikke. Det svarer til, at du som privatperson deltager i en fest og pludselig fuldstændig umotiveret råber: “X kamera til kun 999”. For så at sætte dig ned og spise videre. Den går ikke.

Du bliver nødt til at være social. Sende budskaber ud, som du ligeså godt kunne have sendt til dine venner på listen. Vær social, involver dig i dine kunder og glæd dig over, at du nu har muligheden for at komme i dialog med dem i modsætning til den konventionelle markedsføring. Den er i sin form ensidig. Jeg har det her produkt til den her pris, kom og kik eller køb. Herefter håber man så, at der ramt plet i forhold til målgruppe, det rette medie og en lang række andre parametre. På Facebook får du en tilkendegivelse fra en bruger. Du skal derefter behandle denne kunne med stor respekt, for det er meget nemt for kunden at fjerne sin tilkendegivelse igen.

Der findes en skov af virksomheder, der er i stand til at hjælpe dig på vej på Facebook. Men er det nu så svært? Handler det ikke bare om, som i så mange andre sammenhænge, at bruge sin sunde fornuft. Mine forslag er derfor:

  • Giv brugerne en grund til at trykke “Synes godt om”
  • Skriv om kommende arrangementer, der passer til din branche
  • Find skæve videoer på YouTube, der har relevans til din branche
  • Stil interessante spørgsmål, der får brugerne til at agere
  • Bevar spørgsmål
  • Inkluder billeder i dine opdateringer
  • Husk at fejre dine mål. Eventuelt en belønning, når der er 500, der “synes godt om” din side
  • Vær kreativ, når du poster nyt. Læg dig fast på et antal, en om dagen, to om ugen på tirsdage og torsdage, osv.
  • Afhold konkurrencer. Hvis du sælger blomster, så afhold en fotokonkurrence, hvor brugerne lægger deres pæneste billeder op. Præmien behøver ikke være noget vildt

Omkring konkurrencer, så er det ikke altid en idé at have det som incitament for at brugerne trykker på den magiske knap. Du risikerer at få en flok illoyale brugere, som kun tænker på konkurrencen. Få folk ind i folden ved at være autentisk, ærlig og oprigtig. Vær kreativ i dine opdateringer, læg billeder på samtidig og afhold konkurrence for dem, der allerede er i folden. Det skal nok få andre til at følge. Fundamentet skal blot være det rette.

Jeg går ud fra, at du er klar over hvor nemt det er at oprette en virksomhedsside på Facebook. Når først din side er oppe at køre, så gør opmærksom på det den på din hjemmeside, dine visitkort, dine e-mail, nyhedsbreve, ja overalt, hvor du kan komme afsted med det.

Google+, LinkedIn, Twitter og alle de andre fylder ikke meget, endnu.