ASUS Historien – V

Okay, hjemmesiden kørte som den skulle. Nye indlæg hver dag. Masser af indlæg på de forskellige ASUS Facebook sider rundt om på kloden. Og vi fik sporadiske beskeder fra ASUS via Facebook. Ingen direkte kontakt overhovedet.

Velvidende om, at ASUS måtte følge med på Google+ Gruppens side, skrev jeg et indlæg. De skulle vide, at jeg aldrig ville give op. Det ville de mest aktive heller ikke. “Kampen” ville fortsætte til den bitre ende.

På samme tid fik den franske fyr på listen den idé, at vi skulle optage en video – med vores telefon. Vi skulle kort sagt sige, at vi ville have en opdatering til vores telefon, derefter vores navn og land. Alt sammen på vores eget sprog.

Meningen var, at vi så skulle bruge dem enkeltvis på de forskellige ASUS Facebook sider. En appel, en fornuftig appel. Altså efter vores egen mening. Vi var fire, der lavede denne video. En fra Rumænien, en fra Frankrig, en fra Portugal og naturligvis en fra Danmark. Med et yderst simpelt videoredigeringsprogram blev der lagt en intro ind og en slutning. Egentlig bare to sider med en tekst med budskabet fra hver enkelt imellem.

Når vi havde nok, skulle alle videoerne klippes sammen til en lang video, som vi kunne bruge forskellige steder. En YouTube kanal blev oprettet til formålet. Nå ja, der blev også oprettet en Facebook side og en Google+ side, der hang sammen med hjemmesiden.

Og sympatien voksede og antallet af indlæg til ASUS Facebook opslag på mange sider over hele kloden voksede også. Det var altså meget negativt for ASUS med al den negative omtale, også selv om vi forsøgte at have en munter tone.

Til sidst var det for meget for dem. Om torsdagen i ugen efter jeg kom til kom meddelelsen om, at de ændrede holdning. Opdateringen ville komme i slutningen af andet kvartal 2014 og vi ville i tilgift få en ny brugerflade.

Opdateringen er naturligvis ikke kommet endnu, men skulle verdens 5. største IT producent skifte mening, tager vi naturligvis fat igen.

Min egen rolle, hvor skæppen og lyset er fjernet:

Produktion af en hjemmeside med reelt indhold på engelsk. Den findes stadig og vil først blive lagt ned, når opdateringen er kommet. Du kan se den her her

Oprettelse af Facebook side og opdateringer. Siden findes her

Oprettelse af Google+ side og opdateringer. Siden findes her

Google+ Community findes her.

Dertil kom, at holde gruppen fokuseret og have retning på vores “arbejde”, at sørge for at holde gejsten oppe og ikke blot komme ind fra siden og tage alle beslutninger men søge samarbejdet og lysten til at være med. Og sørge for at medvirke til selv at skrive indlæg på de forskellige ASUS Facebook sider. Altså et bindeled eller tovholder for en gruppe af mennesker, kun var kontakt med hinanden elektronisk via Google+ eller mails. Vi har aldrig mødt hinanden i virkeligheden. En blandet skare med samme mål. Det var smukt.

Vi var et godt hold, det skal siges, og vi var i høj stemning, da ASUS officielt kom med deres meddelelse. Jeg runder af i morgen.