Post Danmark

For noget tid siden modtog jeg en pakke via Post Danmark, som jeg yderst sjældent har haft bøvl med, skal lige bemærkes. Og det var der da heller ikke denne gang.

Kort tid efter modtagelsen af pakken fik jeg en e-mail fra selv samme selskab. Her blev jeg gjort opmærksom på, at det nu var muligt at skrive en anmeldelse af min “oplevelse” på Trustpilot. Og da Trustpilot er noget, man kan bruge i sin markedsføring, er “oplevelsen” med her.

Men jeg tænker bare, er vi derude, hvor det giver mening at benytte sig af denne mulighed. Er der ikke alt for mange steder, hvor det kan gå galt? Og jo, det viser et besøg på Trustpilots hjemmeside. 34 anmeldelser og et gennemsnit på 3,9, hvilket er skidt. Det er naturligvis hvad det er. Det der bare undrer er, at Post Danmark tilsyneladende kan se en idé med det her, men ikke et sted får nogle af anmelderne et svar på noget som helst.

Post Danmark vil altså gerne høre din mening, men den betyder i hvert fald ind til videre ikke alverden for dem. Kunderne kommer af med deres galde og ros, men det er også det. Ikke videre gennemtænkt.