Facebook annoncer

Fra tid til anden ser jeg på diverse blogs indlæg om annoncer på Facebook. Det sker også på den side jeg administrerer for min arbejdsplads, at der popper noget op om markedsføring eller annoncer på Facebook. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg i min foretrukne browser benytter mig af et program, der slår annoncer fra. Det kan måske virke underligt, når jeg nu beskæftiger mig med markedsføring. Men det er dog ikke al markedsføring, der efter min mening virker. Herunder bannere.

Jeg er klar over, at Facebook forsøger at tilrette annoncer, der gerne skulle passe til min profil. Nu er det dog begrænset hvor mange private oplysninger, der er indtastet på Facebook, men jeg har dog angivet fødselsdag. Ligeledes har jeg da nogle sider jeg følger med i. Det gælder musik sider med en kunster eller gruppe, jeg holder af at lytte til, ligesom der er visse virksomheder eller sindsygt skrappe personer, der fra tid til anden kommer med nyttig information. Det til trods, så så min væg således ud da jeg forleden slog annonce blokeringen fra.

facebook-ads

 

Ærlig talt, så er der ikke en eneste annonce, der appellerer til undertegnede. Ikke en eneste. Og når Facebook trods jævnlige opslag, en vis viden om min person og dem jeg interagerer med samt de sider jeg nu engang synes godt om, ikke kan komme op med noget bedre, så finder jeg det umådelig svært at forestille mig selv eller den virksomhed jeg arbejder for bruge Facebook til annoncering. Jeg kan umuligt være den eneste der tænker således, når man ser på rækken af annoncer, som ovenstående.

Hvis Facebook skulle være interessant som markedføringskanal, skal der godt nok andre boller på supper, for lige nu er den tynd og på det nærmeste uspiselig.