Vinduer – Standere

Hvis du har en butik, er det oplagt at bruge energi på at lave spændende vinduer, der får forbigående til at stoppe op. De er så tæt på at træde ind i butikken, og vinduer er et oplagt sted at starte.

Men med så meget andet, er det efter min mening nødvendigt at udskifte indholdet med jævne mellemrum. Jeg er klar over, at det tager tid og er krævende hvad den kreative side angår. Hjælp udefra er naturligvis en mulighed, men hvorfor ikke prøve nogle lidt mere specielle muligheder af selv.

Under alle omstændigheder bør man skille sig ud frem for at ligne alle de andre vinduer. I den by jeg bor i, er sidstnævnte ofte tilfældet. Der er ikke den store forskel. Der er ikke meget, der får hjernen til at sige; stop lige en gang. Ergo går jeg blot videre, og en oplagt mulighed er spildt.

På samme måde bør man, hvis der bruges gadestandere, skifte indholdet ud med jævne mellemrum. Om ikke andet, så for at signalere liv og bevægelse. Flere steder oplever jeg, at vinduerne har samme indhold flere måneder i træk, ligesom gadestanderne indeholder de samme plakater alt for lang tid ad gangen. Det udsender nogle uheldige signaler.

Skil dig ud – lad være med at gøre som alle andre.